I det (for)historiske landbrug kunne man forbedre jordens ydeevne ved tilførslen af organiske næringsstoffer, først og fremmest husdyrgødning. Ca. fra år 100 f.kr. sker den egentlige landsbydannelse og gårdene har her haft et varierende antal staldbåse. Denne opstaldning muliggjorde at husdyrgødningen kunne spredes på de marker man tilsåede med hårdt korn, først og fremmest vinterrug og vårbyg, som vi kan dokumentere i det mindste ca. fra år 200 e.kr. Denne "indmark" med de hårde kornsorter havde bønderne en klar interesse i at pleje med fortsat jordbearbejdning og gødning. Så selvom vi ved at landsbyerne "vandrede" et par hundrede meter for hvor anden/tredie generation så har man fortsat med at anvende "indmarken" til nævnte formål.

Samtidig hermed fungerer "udmarken" som ressourceområde for indtaget til husdyrfoderet. Med stigende befolkningstæthed vil man alt andet lige over en årrække nå den situation at "udmarken" for tilgrænsende landsbyer mødes. M.a.o. opnås et punkt hvor der ikke kan høstes mere foder, hvilket igen sætter grænsen for antallet af husdyr og dermed igen grænsen for størrelsen af indmarken.

Jordbundseksperters undersøgelser viser, at jorden ved tilførsel af en konstant procentdel organisk stof over en længere årrække når et stabiliseringspunkt. Dette muliggør en langsom, men gradvis udvidelse af indmarken ved konstant mængde organisk gødning. Påstanden er nu, at boniteringen ved Chr. V's matrikel i 1683 afspejler en knap 2000 årig landbrugshistorie og at oplysningerne heri giver et kraftigt fingerpeg om hvilke jorde der har været konstant indmark i denne periode. Det relative indhold af muld som man registrerede mark for mark i 1683 afspejler således dyrkningsintensiteten langt tilbage i tiden.

Teorien går således ud på, at hvis vi kortlægger markernes relative muldindhold fra 1683 på et moderne kort, så kan vi med rimelig sikkerhed bestemme oldtidsbebyggelsens placering for de sidste 2.000 år.

Teorien er med succes blevet afprøvet ved to lokaliteter (Jelling, Vorbasse) hvor vi kender oldtidsbebyggelsens placering gennem udgravninger. Hvad jeg nu er i gang med er at afprøve den hvor vi ikke kender dens placering og her har jeg udvalgt Giber Å dalen, der stort set svarer til Beder og Mårslet Sogn.

Desuden er jeg i gang med en vurdering af Chr. V's matrikels pålidelighed som historisk kilde. Jeg har fået en kopi af godsejerens markbog fra 1730 - 1746, hvor der mark for mark for de tre godser Østergård, Wilhelmsborg og Moesgaard er anført mængden af udsæd. Desuden er der for hvert gods anført høstudbyttet og udtærskningsresultatet. Hertil kommer, at der høstudbytte og udtærskningsresultat for de tilhørende sognes tiendekorn er anført.

Det viser sig her, at sædskiftet og brug/hvile tiderne fra Chr. V's matrikel kan bekræftes. Et håb om at kunne vurdere boniteringen i relation til de faktisk registrerede udbytter kan dog ikke gennemføres, da de gode jorde simpelthen er dyrket på en anden måde end de dårlige (man har faktisk så sent arbejdet med et indmark-udmark system). Men pointen er at de gode jorde 1730 - 1746 er identiske med dem fra 1683. Og rent faktisk er det de bedste jorde fra det historiske landbrug som stadig dyrkes, mens udmarken/havremarkerne ligger hen som Golfbane etc.

Hvad der dog slog mig ved tallene fra markbogen var at udsædsmængderne målt i tndr hartkorn trods sædskifte nærmest er konstant år for år, mens høstudbytterne varierer meget fra år til år, fra gård til gård, fra sogn til sogn. Det er som bønderne ingen mulighed havde for at påvirke udbyttets størrelse. Markerne blev tilsået efter et vist skema og så måtte man se hvad udbyttet blev.

Hvis der er nogle personer der ligger inde med kort fra 1700 tallet med   påtegnet marknavne er jeg helt klart interesseret, for så kan vi - hvis vi er heldige - genfinde marknavnene i Chr. V's matrikel og se hvor de gode jorder ligger.